Kan man lære nyt uden først at aflære?

Profilbillede-knowlege-is-powerFacit AB var tilbage i 60erne og 70erne en stor svensk virksomhed med omk 14.000 ansatte, da det gik bedst.

Den producerede kontormaskiner her i blandt en af verdens bedste skrivemaskiner. I slut 60erne og begyndelsen af 70erne faldt salget af denne verdens bedste skrivemaskine drastisk.

Sælgerne og ingeniørerne analyserede produktet og kom til det resultat, at deres skrivemaskine stadig var en af verdens bedste skrivemaskiner, så de konkluderede, at kunderne var for dumme til at se det, og de satte sig tilbagelænet med korslagte arme og blev fornærmet på kunderne, der ikke længere ville købe deres skrivemaskiner.

facitDet interessante ved dette lille narrativ er, at sælgerne og ingeniørerne havde ret, Facits skrivemaskine var en af verdens bedste skrivemaskiner.

Men, hvad de ikke havde erkendt, var, at kunderne ikke længere havde brug for en skrivemaskine, for i begyndelsen af 70erne blev de elektroniske tekstbehandlingsanlæg (den gang først kendt som ETB maskiner) introduceret på markedet, og så gik udviklingen stærkt. Slutresultatet kender vi jo med PCernes indtog forsynet med tekstbehandlingsprogrammel og med Facit død og borte.

Erfaringer, som vi jo værdsætter højt, kan desværre osse vise sig at være den største barriere for fornyelse og udvikling. Historien gemmer på utallige eksempler a la Facit, hvor virksomhederne hænger fast i forældede strategier og gammel viden, og uden evne til at tilpasse strategierne til ændrede markedsvilkår og nye teknologiske muligheder.

Forudsætninger for forandring er nemlig, at vi skal aflære før vi kan lære, og vi har det utroligt vanskeligt med at aflære, at slippe af med gamle erfaringer som "sådan-plejer-vi-at-gøre-for-det-har-altid-virket" viden.

Som studerende skal du være opmærksom på, at meget af den konkrete faglige viden, du tilegner dig på dit studie, sjældent er langtidsholdbar, og i flere tilfælde allerede er forældet, når du forlader universitetet.

Noget af den mest værdifulde læring ved et universitetsstudie er evnen til læring, at tilegne sig ny viden. Og denne læring om at lære sker ved den store vægt på metoder og teori, og ikke mindst det at kunne forholde sig kritisk til valgte metoder og teori, og til stadighed vurdere om en ændret tilgang til en problemløsning kan føre til et andet og bedre resultat.

Se denne lille video, som illustrerer ganske effektivt, hvor svært det er at aflære.

Leif