"Psykolog og forfatter: Smartphones og tablets gør os afhængige som narkomaner
Ny teknologi er designet til at gøre os afhængige og er i færd med at smadre vores liv, siger den bogaktuelle socialpsykolog og lektor i markedsføring Adam Alter, der selv har et ’misbrug’."
I artiklen udtrykker Adam Alter denne bekymring:
»Jeg mener, at det er ganske skadeligt. Vi kan f.eks. se, at børn, der sidder med en skærm i hænderne gennem det meste af deres barndom, har sværere ved at tilegne sig grundlæggende menneskelige egenskaber såsom at vise medfølelse og at kommunikere ansigt til ansigt. Når en hel generation af børn bruger mere tid end nogensinde på at glo ned i en skærm, er der en reel risiko for, at de bliver mindre empatiske og socialt velfungerende, når de bliver voksne«.
Vi, som er over 20 år, kan være lykkelige over, at vi har haft en barndom uden smartphones og tablets. Det betyder nemlig, at vi har fået et opvækst, som vores hjerne gennem evolutionens tidsrejse er forberedt til.
Forskning viser, at barnets udvikling afgørende formes gennem de første 5-7 år. I disse år udvikles barnets hjerne gennem:
- Voksenkontakt, hvor barnet spejler sig selv i de voksnes adfærd og kopierer de voksnes handlinger i forskellige situationer.
- Fysisk handling, hvor barnet udvikler sin motorik
- Socialisering med andre børn og voksne. Forskning viser, at menneskets 24 ansigtsmuskler ubevist spejler de voksnes ansigtsmuskler, barnet "kommunikerer" med. Denne mikrospejling antages at være selve grundlaget for barnets udvikling af empati, og dets evne til at forstå sig selv i forhold til andre.
Man kan spørge, om vi mennesker er i gang med at udføre et eksistentielt eksperiment – udviklingen af Homo Sapiens 2.0. Tilpasset en fremtid, hvor alt uden for skærmen er uvirkeligt og hvor skærmen repræsenterer den nye virkelighed?
Når vi tillige kan konstatere, at den digitale udvikling har forført vores politikere til at forlange tablets indført i børnehaverne, og at mange forældre hjemme giver børnene en tablet for at få fred til voksensamvær uden børnenes forstyrrelser, tegner der sig en skræmmende udvikling for fremtidens samfund.
Vort samfunds sammenhængskraft hviler i fremtiden på de børn, der i dag udvikles (opdrages) af forældrene og pædagogerne i vores dagsinstitutioner. Og det er børnenes sociale kompetencer, der er forudsætningen for vores samfunds sammenhængskraft. Det er udviklingen af børnenes sociale kompetencer, der er vores kulturbærer. Det er gennem opdragelsen, at vores børn lærer at se sig selv i sammenhæng med andre, og udvikle deres sociale kompetencer og evne til at føle empati for andre.
Hvis ikke forældre og ansvarlige politikere bliver bevidste om tingens tilstand, og erkender at der skal reageres på det, så forudser jeg, at det ikke bliver muligt at vende udviklingen og at det vil være slut med det samfund, vi kender til i dag.
Er denne udvikling noget, du tænker over og forholder dig til som forældre eller pædagog?
Er denne udvikling noget, du, som socialiserer dig mere digitalt end analogt, tænker over og forholder dig til?
Leif