Det er ikke kun de studerende, der finder det besynderligt, at den største og sidste opgave af forskningsmæssig karakter på universitet, ikke får lov til at blive forsvaret af dem, som har skrevet den – det mener censor også!
Den 24. marts dumpede en nyhedsmail fra Uniavisen med overskriften ”Giv alle studerende ret til mundtligt specialeforsvar” ind i min mailboks, hvor de to studerende Malte Sauerland-Paulsen og Anders Mortensen udtaler:
”… virker det besynderligt, at den første og sidste opgave af forskningsmæssig karakter på universitet, ikke får lov at blive forsvaret af dem, som har skrevet den…”
Deres bekymring ramte mig lige i hjertekulen – jeg måtte reagere og støtte op, og det gør jeg så her.
De to studerende peger på en problemstilling, jeg selv gennem flere år har delt i mit akademiske og erhvervsmæssige netværk.
Et speciale er kronen på værket efter et langt studieliv. Det er et lille forskningsprojekt, som repræsenterer en arbejdsindsats på et halvt studieår (30 ETCS). Men hvilket halve studieår? Et koncentreret tidsforløb fyldt med glæde og frustrationer. Glæde når man endelig finder emnet og ser lyset i den videnskabsteoretiske tilgang, som kan give en 1000 watt i øjnene af begejstring. Frustrationer over at miste overblikket over de komplekse sammenhænge, der skal bindes sammen, mens afleveringstidspunktet ubønhørligt kommer nærmere og nærmere.
Endelig følelsen af stolthed og lettelse over at aflevere resultatet. Og så antiklimakset. Ventetiden til bedømmelsen foreligger. Frustrationen over at have brugt et halvt år af sit liv på et projekt fuld af udfordringer, at være nået i mål – men afskåret fra muligheden for at kunne forsvare sit arbejde, sine resultater, og muligheden for at komme i dialog med faglige ligemænd. Ligemænd? Ja, lige netop. Den studerendes viden om den helt konkrete problemstilling rangerer typisk fuldt på højde med vejleders og censors – på enkeltområder er den studerende måske bedre vidende!
Som censor ved universiteterne gennem mere end 30 år har jeg et indgående kendskab til og forståelse for de studerendes studiesituation, ikke mindst den problemstilling, som Malte Sauerland-Paulsen og Anders Mortensen så fremragende adresserer. Deres synspunkter støtter jeg fuldt op om. Skiftende regeringer har gennem de seneste 20 – 30 år udsultet universiteterne og forringet studievilkårene, kulminerende med den seneste universitetsreform.
I 2015 besluttede jeg mig for at stille mine mangeårige erfaringer som censor til rådighed for studerende, som har ondt i deres bachelorprojekter og specialer. Jeg skabte OpgaveCoachen. Dermed skiftede min rolle pludselig fra det samfundsmæssige perspektiv til den studerendes perspektiv. Det var lidt af en øjenåbner. Fra at være fokuseret på det faglige, blev jeg nu konfronteret med de studerendes mange personlige udfordringer. Fx den enlige mor med aktive børn og et arbejde ved siden af sit studie, den sygdomsramte, der forsøger at komme tilbage til sit projekt efter længere tids fravær. Forhold, som censor er afskåret fra at lade indgå i evalueringen af den studerendes præstation, men som jo er konteksten for det hele menneskes evne til alligevel at levere et færdigt skriftligt produkt, som det så virkelighedsfjernt hedder i det kolde akademiske sprog.
Malte Sauerland-Paulsen og Anders Mortensen antager både et personligt og samfundsøkonomisk perspektiv, men jeg vil gerne adressere problemstillingen yderligere ud fra et retssikkerhedsperspektiv. Retssikkerhed er en af grundstenene i vores demokratiske samfundsmodel. Danmark er et retssamfund, og det betyder, at studerende har rettigheder, som offentlige myndigheder skal respektere.
At gå til eksamen har visse lighedspunkter med gennemførelsen af en retssag. Er der tale om en eksamen ifbm et bachelorprojekt eller et speciale, italesætter vi eksamenen som et forsvar, hvor resultatet af den studerendes forskningsprojekt skal bedømmes. Dommerne er eksaminator og censor. Loven er fagdomænets ”learning objectives” og sagens afgørelse kan være en straf givet ved karakteren 00 og derunder eller en belønning givet ved karaktererne 02 – 12.
Jeg vil gerne udfordre retssikkerheden ved en eksamensform uden et forsvar. Er den studerendes samfundsgivne rettigheder ved bedømmelsen af et bachelorprojekt eller speciale opfyldt i situationer, hvor den studerende bliver bedømt uden retten til et forsvar af sit projekt? Er eksaminator og censor uvildige dommere ved bedømmelsen?
Censor er per definition uvildig ift den studerende, idet det er en forudsætning for allokering af en censor til en given eksamen.
Men er eksaminator uvildig. En eksaminator ved de nævnte eksamener har typisk været vejleder for den studerende under dennes projektskrivning. Vejleder er altså pr definition ikke uvildig, idet hun har påtaget sig et vejledningsansvar. Dermed har hun påvirket den studerendes skriveproces. Tager hun en objektiv tilgang ved evalueringen af projektet – ja, i den ideelle verden, men realistisk set?
De studerende, som henvender sig til mig, begrunder i ca 7 ud af 10 tilfælde, at de ikke får en tilfredsstillende vejledning af deres tildelte vejleder. De utilfredse studerende giver udtryk for disse oplevelser – et lille uddrag:
- Vejleder er svær at få kontakt med – svarer ikke på mail eller mobil
- Vejleder læser ikke mine mails
- Vejleder siger bare ”det er fint”, men tæt på afleveringstidspunktet oplyser hun, at hun synes mit teorivalg i analysen er ikke passer til min empiri eller problemformulering
- Vejleder forsøger at presse mig til et emne og en problemformulering, som passer ind i hendes egen forskning, men som jeg ikke selv synes er interessant for mig.
Jeg vil stærkt understrege, at disse oplevelser ikke dækker et repræsentativt udsnit af studerende. Studerende, som henvender sig til mig, har hver især deres egen unikke fortælling med i bagagen. Oplevelserne kan ikke fortolkes som generel anklage af vejledersystemet. Jeg oplever dog et mønster som et muligt resultat af universiteternes sparerunder resulterende i færre vejledere tilknyttet et stigende antal studerende pr vejleder.
Når jeg deler disse oplevelser i dette indlæg, er det begrundet med, at konfliktfyldte relationer mellem vejledere og studerende er et rigtigt dårligt udgangspunkt for en uvildig bedømmelse af den studerendes bachelorprojekt eller speciale, når den studerende har fået frataget muligheden for at forsvare sit projekt.
Når jeg tager i betragtning, at bedømmelsen af et bachelorprojekt og et speciale har en determinerende indflydelse på den studerendes fremtidige liv, vil jeg gå så vidt som at antyde, at fratagelse af den studerendes ret til et forsvar af sit projekt grundlæggende strider imod den studerendes grundlæggende rettigheder i et dansk retssamfund.
Leif Jeberg
