Har kvinder brug for kønskvotering?

Profilbillede-knowlege-is-power”Virksomhederne vil langt hellere have, at du har demonstreret, at du er et helt menneske, der formår at interagere på en arbejdsplads, fremfor at du har siddet fem år med næsen i bøgerne.”

Udtaler Simone Themstrup, Cand.soc i Statskundskab & Psykologi.

Læs hele artiklen her på sitet "TALENTGUIDEN"

Dejligt at konstatere, at kvinderne er med på beatet, hvor mændene traditionelt er dominerende og for os i erhvervslivet dokumenterer det blot, hvad vi er mange, der har vidst længe, at hvis kvinderne har ambitionen, så er kønskvotering overflødig.

 

Simone giver disse råd til ambitiøse studerende:

"1. Tro på dig selv. Du er nødt til at drømme stort for, at du kan opnå noget stort. Der vil altid være folk, der tvivler på dig, men det er vigtigt ikke at lade deres ord give genlyd i dig selv.

2. Du skal turde at være eksplicit omkring dine mål og store ambitioner. Andre skal vide, at du har de ambitioner, så de tænker på dig, når en relevant mulighed byder sig.

3. Identificer de mennesker, der tror allermest på dig og gå til dem, når du har brug for karriereråd, eller når du har brug en peptalk inden en vigtig samtale. Hvis du bliver nervøs i en afgørende situation, så fortæl dig selv, du blot er begejstret – nervøsitet og begejstring opleves ret ens i kroppen, og du vil blive overrasket over, hvor let det er at omdanne den ene følelse til den anden."

 

Som mangeårig leder, ledelseskonsulent og censor ved de erhvervsøkonomiske universitetsuddannelser kan jeg kun give Simone ret. Vi i erhvervslivet har ofte oplevet, at akademikere med specielt høje karakterer og som ikke har haft et studiejob under deres studie, har meget svært ved at indgå i samarbejdende teams. Mange fungerer ikke i grupper og projektarbejde og nogle fører sig frem som primadonnaer.

Det er vigtigt, at du kan samarbejdets kunst uden at miste dit faglige ståsted, at du rummer det hele menneske, som Simone siger. Min erfaring siger, at du bliver ansat på kvalifikationer, men fyret på adfærd.

Ambitioner er godt, men bemærk at der er et lille paradoks, som du skal medtænke, når du sætter dine ambitiøse mål. Der er en indbyrdes konflikt mellem det at være ambitiøs og samtidig at være et helt menneske. Hvis ambitionerne tager overhånd, fortrænges det hele menneske let, og du vil se dig selv isoleret i sociale sammenhænge.

Leif Jeberg